En lille "araber" har fundet vejen til Værløse

Skrevet af Freddy Arntsen d. .

Den første ?

For ca. 1200 år siden fulgte en lille "araber" med en viking tilbage til Danmark og sidenhen, Værløse. Den lille "araber" er et meget sjældet fund i vores kommune, og hvis jeg ikke husker helt forkert, er det den første "araber" som har fundet vejen til Værløse :-)

Fundet af: Kim B.J. - Foto Freddy Arntsen

Den arabiske mønt er Dirham eller dirhem (درهم) som er en valutaenhed i flere arabiske lande. Den bruges således som hovedenhed i Marokko og De Forenede Arabiske Emirater.

Tobias finder ID

Vores gode ”kollega” og gode ven i detektor miljøet, Tobias Bondesson, har lavet en foreløbig ID på lige denne mønt som er en;
abbasidisk dirhem fra år 176H ( 792AD). Kaliff Harun al-Rashid,
Denne mønt er præget i Ifriqiya (إفريقية). Ifriqiya er det middelalderlige arabiske navn for den del af Nordafrika, der omfatter kystegnene af det der i dag er Tunesien, det østlige Algeriet og den vestlige del af Libyen.
At finde Dirhems som er præget i Afrika er faktisk ganske sjældent at finde her i Scandinavien, og specielt her i Værløse,

HVAD HAR 1000 OG EN NAT MED VÆRLØSE AT GØRE?

haroun

Harun al-Rashid (26. marts 763 – 24. marts 809) var en kalif i Baghdad af abbaside-imperiet. Han er berømt som en hovedperson i Tusind og en Nat. Harun var en yngre søn af kaliffen Al-Mahdi. Han kom til magten, efter at hans bror Al-Hadi døde i 786. Da hans regeringstid var et højdepunkt i kalifatets historie, er der mange fortællinger om hans gerninger, blandt andet om barmakidernes fald og hans ambassade hos Karl den Store.

Man kan læse mere om Harun al-Rashid her.

Historisk kommer betegnelsen dirham fra den græske mønt drakmen, som cirkulerede i det mellemøstlige område før Islams opståen i området og gav anledning til, at der opstod en arabisk betegnelse for disse sølvmønter. I slutningen af 600-tallet blev dirham en islamisk mønt, hvor Shahadah oftest blev gengivet på mønten.

De islamiske dirhams fandt i stort omfang vej til Skandinavien i vikingetiden, hvor de i dag jævnligt dukker op som arkæologiske fund, ofte i forbindelse med amatørers brug af metaldetektorer. De omtales ofte som kufiske mønter på grund af den anvendte skrift, der stammer fra byen Kufa.

Kims første fund!

Denne mønt blev fundet af Kim fra Furesø Detektorgruppe på en tur, hvor Kim som helt ny amatørarkæolog skulle ud at gå med undertegnede for at lære mere om vores hobby.
Da område hvor denne er fundet er afsøgt mange gange gennem de sidste 4-5 år, og jeg af den grund, var klar over at fundraten ville være sparsom, tog jeg Kim med til et område hvor vi tidligere har fundet enkelte ting fra vikingetid og middelalder.
Det kunne være vi var heldige……Efter en lille time på marken kom der et lille sølvklip op som formodes at være fra vikingetid og BUM så kom denne arabiske dirhem frem fra den ”Værløsske” muld. Kims første rigtige fund som ny detektorfører (Ikke helt almindelig), og samtidig sit første danefæ. Det må man sige er en fantastisk start på en fantastisk hobby....synes vi selv:-)

Mønten skal så registreres med GPS koordinater således at Nordsjællands Museer kan få den registreret med nøjagtig fundsted. Mønten bliver så macro fotograferet inden den bliver lukket ned i en pose og afleveres til museet hurtigst mulig. Efterfølgende vil den så blive sendt til Nationalmuseet hvor den skal danefæ vurderes inden den indgår i Mønt og Medaljesamlingen på Nationalmuseet

Skrevet af: Freddy Arntsen